Om forventninger til fremtiden

Store børsnoteringer tiltrækker altid en naturligt stor interesse. Derfor var det heller ikke overraskende, at den amerikanske rumfartsvirksomhed SpaceX fik massiv mediedækning, da selskabet gik på børsen den 12. juni i år. Det var en mediedækning, som uden tvivl bidrog til at skabe begejstring og store forventninger blandt investorerne. Når man kombinerer det med et meget lavt udbud (kun 5% af selskabets aktier blev sat til salg), har man opskriften på en tårnhøj værdiansættelse.

I de første dage efter børsnoteringen steg aktiekursen med mere end 60 %, og værdiansættelsen nåede dermed kortvarigt astronomiske 2.970 milliarder dollars. For en virksomhed, som sidste år omsatte for knap 19 milliarder dollars og tabte næsten 5 milliarder dollars, må det siges, at usædvanligt meget skal lykkes i de kommende år for at kunne retfærdiggøre en sådan værdiansættelse.

Performancehistorik

I juni måned gav Linde & Partners fondene et afkast på ca. 1,6%.

Update fra porteføljerne

Den hastigt stigende udbredelse af kunstig intelligens har gjort mange mennesker nervøse for, om fremtiden vil overflødiggøre menneskelig arbejdskraft. Vi er overbeviste om, at sådan kommer det ikke til at gå. Der vil formentlig være arbejdsopgaver og visse jobtyper, som vil kunne klares af den nye teknologi, men hvis historien har lært os én ting, så er det, at den menneskelige innovationskraft er så stærk, at nye opgaver og stillinger vil opstå, hvis de ellers får lov.
 
På aktiemarkedet har der de senere år bredt sig en opfattelse af, at de såkaldte SaaS-virksomheder (virksomheder, som sælger softwarebaserede løsninger) vil blive udkonkurreret af kunstig intelligens. Denne opfattelse har naturligvis sendt aktiekurserne ned på en lang række af disse selskaber. Den anledning har vi brugt til at undersøge, om der blandt disse virksomheder findes nogen, som vi tror vil modbevise den skepsis, markedet i øjeblikket udviser. Blandt de selskaber, vi har analyseret, er foreløbig to virksomheder sluppet igennem vores nåleøje og er derfor blevet tilkøbt til porteføljerne i Linde & Partners fondene.
 
Der er tale om to britiske virksomheder, som hver især driver en handelsplatform, der forbinder købere med sælgere af henholdsvis biler og boliger. Kendetegnende for dem begge er, at der de seneste par år er kommet flere af både købere og sælgere på deres respektive platforme – på trods af fortællingen om kunstig intelligens. Fremtiden for denne slags markedspladser er naturligvis ikke immun over for den nye teknologi. Men det er vigtigt at spørge sig selv, om teknologien i sidste ende er en trussel, eller om den snarere udgør en mulighed for virksomhederne.
 
I tilfældet med både Autotrader og Rightmove, som de to virksomheder hedder, er det vores vurdering, at kunstig intelligens vil være en betydelig mulighed for at kunne levere en endnu bedre service til både købere og sælgere. Det har Autotrader allerede bekræftet os i ved eksempelvis at udvikle et værktøj, der foreløbig har reduceret den tid, det tager en bilforhandler at udarbejde en salgsannonce, fra 28 til 5 minutter.
 
På samme måde som internettets indtog gav den enkelte bilforhandler eller ejendomsmægler mulighed for at udvide sin forretning til også at møde kunderne online, vil kunstig intelligens medføre et behov for at omstille sig til en ny virkelighed. Men den vil ikke erstatte behovet for, at købere og sælgere forbindes.

Sektorafkast

I juni var det fondenes investeringer i sektorerne Health Care og Consumer Staples, som bidrog mest positivt til afkastet. Begge sektorer gav et afkast på mere end 4%, og da cirka halvdelen af fondenes midler er anbragt i netop disse to sektorer, betød det, at det samlede afkast endte positivt i den forgangne måned.

 

𝘋𝘪𝘴𝘤𝘭𝘢𝘪𝘮𝘦𝘳: 𝘏𝘪𝘴𝘵𝘰𝘳𝘪𝘴𝘬𝘦 𝘢𝘧𝘬𝘢𝘴𝘵 𝘦𝘳 𝘪𝘬𝘬𝘦 𝘯𝘰𝘨𝘦𝘯 𝘨𝘢𝘳𝘢𝘯𝘵𝘪 𝘧𝘰𝘳 𝘧𝘳𝘦𝘮𝘵𝘪𝘥𝘪𝘨𝘦 𝘱𝘰𝘴𝘪𝘵𝘪𝘷𝘦 𝘢𝘧𝘬𝘢𝘴𝘵 𝘰𝘨 𝘷𝘪 𝘴𝘬𝘢𝘭 𝘨ø𝘳𝘦 𝘰𝘱𝘮æ𝘳𝘬𝘴𝘰𝘮 𝘱å, 𝘢𝘵 𝘥𝘦𝘳 𝘬𝘢𝘯 𝘰𝘱𝘴𝘵å 𝘴𝘵𝘰𝘳𝘦 𝘶𝘥𝘴𝘷𝘪𝘯𝘨 𝘪 𝘢𝘧𝘬𝘢𝘴𝘵 𝘧𝘳𝘢 𝘢𝘬𝘵𝘪𝘦𝘮𝘢𝘳𝘬𝘦𝘥𝘦𝘵 𝘧𝘳𝘢 𝘵𝘪𝘥 𝘵𝘪𝘭 𝘢𝘯𝘥𝘦𝘯. 𝘔𝘢𝘯 𝘬𝘢𝘯 𝘱å 𝘸𝘸𝘸.𝘭𝘪𝘯𝘥𝘦𝘱𝘢𝘳𝘵𝘯𝘦𝘳𝘴.𝘥𝘬 𝘭æ𝘴𝘦 𝘮𝘦𝘳𝘦 𝘰𝘮 𝘷𝘰𝘳𝘦𝘴 𝘪𝘯𝘷𝘦𝘴𝘵𝘦𝘳𝘪𝘯𝘨𝘴𝘱𝘳𝘰𝘤𝘦𝘴, 𝘴𝘵𝘳𝘢𝘵𝘦𝘨𝘪, 𝘧𝘢𝘬𝘵𝘢𝘢𝘳𝘬 𝘰𝘨 𝘷𝘦𝘥𝘵æ𝘨𝘵𝘦𝘳, 𝘩𝘷𝘪𝘴 𝘮𝘢𝘯 ø𝘯𝘴𝘬𝘦𝘳 𝘺𝘥𝘦𝘳𝘭𝘪𝘨𝘦𝘳𝘦 𝘪𝘯𝘧𝘰𝘳𝘮𝘢𝘵𝘪𝘰𝘯 𝘰𝘮 𝘢𝘵 𝘣𝘭𝘪𝘷𝘦 𝘪𝘯𝘷𝘦𝘴𝘵𝘰𝘳 𝘩𝘰𝘴 𝘰𝘴.

Næste
Næste

Kunstig intelligens i fokus