En sikker havn i urolige tider
Hvis man har fulgt med i årets første måneders internationale konflikter, vil man have bemærket, at de to steder, hvor USA (indtil videre) har udført militæroperationer, har det til fælles, at de begge er blandt verdens største olieproducerende lande. Navnlig Iran, som ved udgangen af februar blev mål for angreb, spiller en central rolle i prissætningen på olie. Dette skyldes dels, at landet står for ca. 5% af verdens samlede olieproduktion, og dels at de kontrollerer det strategisk vigtige Hormuzstræde, hvorigennem ca. 20% af al olie fragtes.
Performancehistorik
Update fra porteføljerne
I februar har der, foruden de ovennævnte internationale begivenheder, været stor aktivitet i form af årsregnskaber fra porteføljernes virksomheder. Her skilte især to virksomheder sig positivt ud: hollandske Ahold Delhaize og britiske GSK.
Med en omsætningsvækst på ca. 7% hos begge og en indtjeningsfremgang på henholdsvis 9% og 18%, er det rimeligt at konkludere, at 2025 sluttede flot for begge parter. Samlet bidrog disse to virksomheder til, at porteføljerne lukkede februar måned med pæne afkast på næsten 5%.
Hvad der er endnu mere glædeligt, er de meldinger, som fulgte i kølvandet på de stærke regnskaber. I en tid som denne, hvor uroligheder og bekymringer i verden står i kø, er det betryggende at være aktionær i virksomheder som f.eks. Ahold Delhaize. Selskabet er så stærkt funderet i sit forretningskoncept, at kunderne bliver ved med at handle der, selv i urolige tider.
Samtidig fungerer stabilt indtjenende virksomheder – som netop kendetegner Linde & Partners’ porteføljer – som en sikker havn i usikre tider. Derfor er det heller ikke nogen overraskelse, at vi ser kursstigninger til netop den type virksomheder nu. Eller som Aholds finansdirektør udtalte i forbindelse med det seneste regnskab:
"Boring is the new exciting"
Man kan dog undre sig over, at det først er nu, det går op for en stor del af aktørerne på aktiemarkedet, at virksomheder som Ahold Delhaize er værd at investere i. De nylige driftsresultater er nemlig ikke et pludseligt opstået fænomen. Som eksempel kan det nævnes, at en af de supermarkedskæder, de driver i USA, Food Lion, nu har formået at vokse i omsætning i 53 kvartaler i træk. Det er et resultat, der ikke er skabt gennem store revolutioner eller nye opfindelser, men snarere ved konstant optimering af en solid forretning med varer, der er i vedvarende efterspørgsel – uanset hvad der ellers sker i verden. Det er netop den slags virksomheder, vi konstant er på jagt efter til porteføljerne.
Sektorafkast
I februar måned var det især fondenes investeringer i sektoren Consumer Staples som bidrog positivt til afkastet. Derimod var IT-sektoren igen præget af kursfald.