En begivenhedsrig start

De globale aktiemarkeder har i årets begyndelse haft usædvanligt meget at forholde sig til. Geopolitisk uro i Sydamerika, Arktis og Mellemøsten har dagligt domineret overskrifterne og givet investorer anledning til både at kommentere og handle aktivt på begivenhederne. Samtidig har politiske udmeldinger fra USA skabt rystelser i den finansielle sektor, hvilket har fået mange til at rette blikket mod Europa og Japan i jagten på mere stabile afkast.
 
En af de mest markante tendenser i januar har været rotationen fra de ellers dominerende teknologiaktier mod mere defensive sektorer. Denne bevægelse er sket sideløbende med, at virksomheder inden for råvarer – især olie, guld og sølv – har oplevet betydelige kursstigninger som følge af den globale usikkerhed.

Performancehistorik

I januar måned gav Linde & Partners fondene et afkast på ca. 0,3%. Det i en måned, hvor det generelle marked, målt ved MSCI World i danske kroner, gav et afkast på ca. 0,8%.

Update fra porteføljerne

Januar har været usædvanlig begivenhedsrig. Normalt er virksomheder tilbageholdende med store nyheder i januar, da årsregnskaberne venter lige om hjørnet, men i år har været anderledes.
 
Det danske erhvervslivs flagskib, Novo Nordisk, har gennemgået en markant udvikling over de seneste måneder. Selskabet har markeret sig med lanceringen af vægttabsmedicin i pilleform som de første på markedet, men har samtidig indgået en aftale med den amerikanske stat om prisnedsættelser på Wegovy og Ozempic. Samtidig mærker Novo et øget pres fra kopiproducenter, der tilbyder medicinen til markant lavere priser.
 
Disse begivenheder har påvirket aktiekursen og skabt debat om virksomhedens fremtid. I det netop offentliggjorte årsregnskab hæftede markedet sig især ved, at Novo selv spår en indtjeningsnedgang i 2026. For de investorer, der har fulgt ledelsens udmeldinger tæt, bør dette dog ikke være en overraskelse. Ledelsen har gentagne gange advaret om, at lavere salgspriser vil ramme resultatet på kort sigt, men at det er en strategisk investering for at vinde markedsandele i et marked i kraftig vækst.
 
En anden af Linde & Partners’ porteføljevirksomheder, polske InPost, har ligeledes været i investorernes søgelys. Allerede tidligt i januar meddelte virksomheden, at en unavngiven investor havde fremsat et købstilbud på hele selskabet. Det er senere kommet frem, at køberen er et konsortium bestående af nuværende og tidligere aktionærer samt den amerikanske logistikgigant FedEx. Tilbuddet bekræfter, at velinformerede investorer er villige til at betale en væsentligt højere pris, end aktiemarkedet hidtil har værdisat selskabet til. Det er et klassisk eksempel på, at den fundamentale værdi overstiger børskursen – præcis det, vi som valueinvestorer konstant leder efter.

Sektorafkast

I januar måned var det især fondenes investeringer i sektoren Health Care og Materials som bidrog positivt til afkastet. Derimod var IT-sektoren igen præget af kursfald.

Næste
Næste

Status over et forandringens år