Status over et forandringens år
Selvom 2025 kursmæssigt kan fremstå begivenhedsfattigt, viste året sig at være alt andet end det. I det følgende gør vi status over det forgangne år og retter blikket mod det kommende. Blandt de centrale temaer var både toldkrig og rentenedsættelser samt afslutningen på visse internationale konflikter og forværringen af andre.
De globale begivenheder har sat sit aftryk på markederne, men det er i selskabernes fundamentale drift, at de langsigtede værdier skabes. Vi dykker herunder ned i et par af fondenes virksomheder og giver en status på deres udvikling og forventninger til det kommende år.
Performancehistorik
I december måned gav Linde & Partners fondene et afkast på ca. 0,3%. Det i en måned, hvor det generelle marked, målt ved MSCI World i danske kroner, gav et afkast på ca. -0,8%.
Update fra porteføljerne
Kaster vi blikket tilbage på 2025, var det et år præget af forandring – både i de forhold, der omgiver det globale erhvervsliv, og i de forandringer der er sket internt i virksomhederne. I det lys er vi glade for, at fondenes virksomheder beviste, at indtjeningsevnen er intakt og endda kommer styrket ud af året.
Årets største positive bidragsyder til afkastet var amerikanske Intel, som vi tidligere har beskrevet i en række nyhedsbreve. Efter en årrække, hvor man skulle kigge langt efter de positive nyheder fra den tidligere så dominerende producent af mikrochips, var der i begyndelsen af året lidt at glæde sig over. Efter en længere søgning fandt bestyrelsen en ny CEO, som kort efter sin tiltræden fremlagde en realistisk plan for effektiviseringer og fokus på kerneforretningen. Senere på året blev der så indgået aftaler med både den amerikanske stat og NVIDIA om, at begge skulle købe sig ind i virksomheden, samtidig med at NVIDIA og Intel påbegyndte et samarbejde om udvikling af nye mikrochips.
På den anden side af afkastspektret finder vi Skyworks Solutions, som også producerer computerchips (dog af en anden type end Intel). Også her blev der i årets første måneder annonceret et direktørskifte. Baggrunden for dette var dog udramatisk og Skyworks’ kursmæssigt svage år er først og fremmest et resultat af en svær konkurrencesituation. Her presser især Apple, som er virksomhedens største kunde, konstant Skyworks til at levere forbedrede produkter til lavere priser. Som et modtræk til denne situation, annoncerede Skyworks i slutningen af året, at man har indgået en aftale om at købe en af sine store konkurrenter, Qorvo, der ligeledes er storleverandør af chips til Apple. Handlen forventes dog først gennemført i 2027, og de forretningsmæssige resultater heraf må vi derfor vente på.
Alt i alt har det været et år med mange udfordringer, ikke mindst som et resultat af de store politiske beslutninger og strømninger på den internationale scene. Virksomhederne i Linde & Partners’ fonde har trods dette rapporteret om en lille, men dog positiv vækst i både omsætning og indtjening i 2025 på henholdsvis 1,6% og 2,9% i gennemsnit. Selvom disse tal – som i øvrigt flugter meget godt med fondenes afkast i 2025 – er mindre end normalt, er vi fortrøstningsfulde for det kommende år. 2025 var på mange måder nemlig ikke et normalt år, og vi hæfter os samtidig ved, at fondenes virksomheder i gennemsnit aldrig har været prissat så lavt i forhold til deres indtjening som nu.
Sektorafkast
I december måned var det især fondenes investeringer i sektorerne Consumer Discretionary og Materials som bidrog positivt til afkastet. Derimod var IT-sektoren igen præget af kursfald.