Hvad logistikken fortæller os om økonomien

Det er endnu for tidligt at konkludere, om de vestlige økonomier vil lide alvorlige knæk som følge af den igangværende konflikt i Mellemøsten. Det står dog klart, at usikkerheden er tiltaget i takt med konfliktens eskalering. 

Dette tog Jerome Powell også bestik af, da han i april fremlagde sit og den amerikanske centralbanks (Fed) syn på den amerikanske økonomi. Her meddelte centralbanken, at den ledende rente forbliver uændret for nuværende. Beslutningen afspejler en balancegang, hvor man på den ene side ser en robust økonomi, men på den anden side må forholde sig til de øgede geopolitiske risici, der kan påvirke både inflationen og de globale forsyningskæder.

 

Performancehistorik

I april måned gav Linde & Partners fondene et afkast på ca. 0,7%.

Update fra porteføljerne

En af de mest effektive metoder til at forstå de globale forsyningskæder er at observere de virksomheder, der lever af at fragte varer rundt i verden – uanset om det foregår til lands, til vands eller i luften. En central aktør på dette område er den tyske koncern DHL.

I forbindelse med deres seneste kvartalsregnskab, som viste en pæn indtjeningsfremgang, pointerede ledelsen, at konflikten i Mellemøsten ganske vist har haft en påvirkning, men at det kun i begrænset omfang har ført til en reel nedgang i forretningen for DHL og deres kunder. Tværtimod oplever koncernen en bred accept af højere fragtpriser. Som aktionær er det værd at bemærke, at kunderne i tider med stor uro prioriterer sikkerhed og fleksibilitet i deres logistikløsninger. Dette favoriserer store aktører som DHL, der med deres fintmaskede infrastruktur hurtigt og effektivt kan omdirigere fragt mellem lagre og regioner.

I det store perspektiv er det også værd at bide mærke i ledelsens analyse af den fortsatte globalisering. Siden COVID-19 har der været megen debat om virksomhedernes ønske om at blive mere modstandsdygtige over for forsyningschok – fra mundbind til energi. Derfor har vi hørt mange fortællinger om "hjemtagning", hvor produktionen flyttes tættere på de markeder, hvor varerne afsættes.

Men store logistikoperatører som DHL afkræfter, at dette er det generelle billede. Ganske vist forsøger mange kunder at mindske deres afhængighed af enkelte produktionslande (typisk Kina), men det har primært positioneret lande som Indien og Vietnam som nye produktionscentre. Dette har i gennemsnit faktisk øget transportdistancerne. Vi er med andre ord blevet endnu mere globaliserede og når i dag ud til fjernere kroge af verden end tidligere – trods politiske ønsker om det modsatte og indførelsen af handelsbarrierer.

Vi kan kun opfordre til, at man ikke lader sig forlede af dystre overskrifter om en verden i opløsning, men i stedet ser på, hvad der faktisk sker i "maskinrummet" hos de virksomheder, der navigerer midt i de globale konflikter. Med DHL som eksempel er der intet, der tyder på, at verden er holdt op med at bevæge sig, eller at varerne ikke fortsat finder vej på tværs af kloden.

 

Sektorafkast

I april måned var den store afkastmæssige højdespringer i markedet, IT-sektoren. Med et afkast på mere end 15% i april måned, indhentede IT-sektoren hele det store kursfald som denne ellers havde oplevet i de seneste 5 måneder. Det er et godt eksempel på at når markedet først ændrer holdning til enkelte virksomheder, sektorer, regioner eller sågar personer, ja så kan kursbevægelser være både store og hurtige.

 

𝘋𝘪𝘴𝘤𝘭𝘢𝘪𝘮𝘦𝘳: 𝘏𝘪𝘴𝘵𝘰𝘳𝘪𝘴𝘬𝘦 𝘢𝘧𝘬𝘢𝘴𝘵 𝘦𝘳 𝘪𝘬𝘬𝘦 𝘯𝘰𝘨𝘦𝘯 𝘨𝘢𝘳𝘢𝘯𝘵𝘪 𝘧𝘰𝘳 𝘧𝘳𝘦𝘮𝘵𝘪𝘥𝘪𝘨𝘦 𝘱𝘰𝘴𝘪𝘵𝘪𝘷𝘦 𝘢𝘧𝘬𝘢𝘴𝘵 𝘰𝘨 𝘷𝘪 𝘴𝘬𝘢𝘭 𝘨ø𝘳𝘦 𝘰𝘱𝘮æ𝘳𝘬𝘴𝘰𝘮 𝘱å, 𝘢𝘵 𝘥𝘦𝘳 𝘬𝘢𝘯 𝘰𝘱𝘴𝘵å 𝘴𝘵𝘰𝘳𝘦 𝘶𝘥𝘴𝘷𝘪𝘯𝘨 𝘪 𝘢𝘧𝘬𝘢𝘴𝘵 𝘧𝘳𝘢 𝘢𝘬𝘵𝘪𝘦𝘮𝘢𝘳𝘬𝘦𝘥𝘦𝘵 𝘧𝘳𝘢 𝘵𝘪𝘥 𝘵𝘪𝘭 𝘢𝘯𝘥𝘦𝘯. 𝘔𝘢𝘯 𝘬𝘢𝘯 𝘱å 𝘸𝘸𝘸.𝘭𝘪𝘯𝘥𝘦𝘱𝘢𝘳𝘵𝘯𝘦𝘳𝘴.𝘥𝘬 𝘭æ𝘴𝘦 𝘮𝘦𝘳𝘦 𝘰𝘮 𝘷𝘰𝘳𝘦𝘴 𝘪𝘯𝘷𝘦𝘴𝘵𝘦𝘳𝘪𝘯𝘨𝘴𝘱𝘳𝘰𝘤𝘦𝘴, 𝘴𝘵𝘳𝘢𝘵𝘦𝘨𝘪, 𝘧𝘢𝘬𝘵𝘢𝘢𝘳𝘬 𝘰𝘨 𝘷𝘦𝘥𝘵æ𝘨𝘵𝘦𝘳, 𝘩𝘷𝘪𝘴 𝘮𝘢𝘯 ø𝘯𝘴𝘬𝘦𝘳 𝘺𝘥𝘦𝘳𝘭𝘪𝘨𝘦𝘳𝘦 𝘪𝘯𝘧𝘰𝘳𝘮𝘢𝘵𝘪𝘰𝘯 𝘰𝘮 𝘢𝘵 𝘣𝘭𝘪𝘷𝘦 𝘪𝘯𝘷𝘦𝘴𝘵𝘰𝘳 𝘩𝘰𝘴 𝘰𝘴.

Næste
Næste

Udbytte L&P Dividende Fond